Grøn velfærd i praksis

Unge udvikler morgendagens løsninger på GIW 2025

Hvordan skaber vi en sundhedssektor, der tager hensyn til mennesker, miljø og samfund? På Green Innovation Week sætter Videnscenter for Velfærdsteknologi og Social- og Sundhedsskolen Skive, Thisted, Viborg fokus på innovation, værdighed og plastfrie løsninger i velfærden – med unge som drivkraft.

Aktivitetsområde fra Green Innovation Week 2024.

TECH for tomorrow - Fra idé til løsning på 45 minutter

Design, teknologi og bæredygtighed smelter sammen, når Videnscenter for Velfærdsteknologi og Social- og Sundhedsskolen Skive, Thisted, Viborg byder velkommen til temaområdet om Velfærdsteknologi på Green Innovation Week 2025. Her kan elever, studerende, undervisere og virksomheder fra hele landet opleve, hvordan grøn omstilling kan løses gennem nytænkning, samarbejde – og med hænderne i prototyperne.

Med workshops, oplæg og udstilling under overskriften ’TECH for tomorrow’ sætter Videnscenter for Velfærdsteknologi fokus på konkrete tiltag og løsninger på vejen mod en bæredygtig sundhedssektor. Dagens aktiviteter spænder fra innovationssprint med virkelige cases til inspirerende sceneoplæg fra prisvindende designere og sundhedspionerer.

Kernen i temaområdet er workshoppen TECH for tomorrow, hvor deltagerne arbejder med innovationsmodellen FIRE (Forstå – Idégenerer – Realisér – Evaluer). Her får de 45 minutter til at udvikle løsninger på udfordringer fra de velfærdsteknologiske virksomheder byLink og Relift, der begge er kendt for brugercentrerede og bæredygtige produkter. Resultatet er en prototype, der efterfølgende udstilles – og måske endda inspirerer til videreudvikling:

“For os i Videnscenter for Velfærdsteknologi handler det ikke om blot at tale om bæredygtighed – men om at gøre arbejdet med bæredygtighed konkret. Vi vil give de unge mulighed for at udvikle fremtidens kompetencer i mødet med virkelige udfordringer inden for velfærdsteknologi og bæredygtighed. Det skaber ikke bare læring – det skaber engagement og handlekraft," fortæller Thomas Eggersen, konsulent ved Videnscenter for Velfærdsteknologi

Fra plastkaos til grønne genveje – udstilling med kant

Med den visuelle udstilling ’Fra plastkaos til grønne genveje’ afrundes temaområdet med et konkret indblik i de grønne skridt, der allerede tages i sundhedssektoren. Her møder besøgende både fakta, genkendelige artefakter og hverdagsfortællinger, der gør bæredygtighed håndgribelig. Samlet sætter udstillingen og workshoppen fokus på, hvordan små ændringer – og store idéer – kan bringe velfærden i en grønnere retning.

Green Innovation Week kulminerer torsdag d. 25. september i Skive og er støttet af Tietgenfonden, Norlys Vækstpulje, Spar Vest Fonden og Skive Kommune.