I Green Innovation Makers hylder vi handlinger fremfor snak. Vi ønsker at være platformen, både online og fysisk, hvor tingene sker og ikke blot snakkes om inden for den grønne omstilling. Derfor afspejler vores store event under Green Innovation Week også handling og bæredygtige eventtiltag i stedet for snak om hvad, vi kunne have gjort.
Eventet er udviklet og koordineret i samarbejde med Bizz Up. De første samarbejder blev indgået i foråret 2022 for at kunne føre visionen om et mere bæredygtigt event ud i livet i uge 39.
I denne artikel kan du læse om om vores forskellige bæredygtige eventtiltag:
Intet event uden en lækker stemning og skøn atmosfære at være i. For at kunne tilgodese vores forskellige målgrupper, der tæller elever og studerende både fra ungdoms- og videregående uddannelser samt erhvervsliv og borgere var det vigtigt, at skabe et rum, der var lækkert og inspirerende at være i.
Møbler som sofaer, pallesofaer og stole var blandt andet fra materialegenbrugslageret ved Elværket Skive. Tiltaget om et materialegenbrugslager er et samarbejde med Nomi4s - egnens ressourcecenter - der håndterer genbrugspladser og renovation. Derudover har Skive Colleges tømrerelever arbejdet med design af genbrugs- og resttræ, der resulterede i en række spændende møbler, der både var en del af eventteltet og pladsen udenfor. Til opbygning af udstillingsområde med store plantekasser og skillevægge af paller var JEWA Skive hyret ind til at udføre arbejdet. JEWA Skive er en socialøkonomisk virksomhed, der specialiserer sig i pakke- og samleløsninger. Efterfølgende er vægge, kabeltromler og øvrige konstruktioner kørt på lager til brug ved andre events i Skive og omegn.
I en Green Challenge fra Nomi4s er udfordringen hvordan PVC-plast kan bringes længere op i affaldshierarkiet fremfor at ende i deponi på genbrugspladsen. Denne opgave sprang designelever fra Krabbesholm Højskole på, der designede udsmykning, lamper og tasker af blandt andet brugte windsurfing sejl og gummislanger. Resultaterne var en stor del af udsmykningen i eventteltet, hvor en kæmpe guldsmed spredte sine vinger ud fra loftet over Café RENT LIV. Loungeområdet var indrammet i alverdens lamper og farver. På bordbænkesættene og i udstillingsområdet bidrog planter fra Løvel Gartneri til stemning og hygge. Løvel Gartneri dyrker hovedsageligt hjemmehørende planter i eget gartneri og planterne under Green Innovation Week var lejet til dagen. Dermed kunne planterne få liv et andet sted efter eventet.
RENT LIV er Skiveegnens brand og vores mission i Green Innovation Makers er også at understøtte værdierne i egnens fælles brand. Derfor var det oplagt at udvikle eventets caféområde i RENT LIV-ånden og i fællesskab med aktører fra egnen. Lokale madaktører udviklede retter med fokus på f. eks. plantebaseret mad, økologi, stop madspild mv. og øvrige producenter stillede op med innovative og bæredygtige produkter til salg. Læs mere om alle Café RENT LIV-aktørerne her.
De lokale Rotary Klubber og frivillige fra Skive fH servicerede caféområdet, hvor mad og drikkevarer blev servereret i genbrugsservice og genbrugskopper fra Nomi4s og lokale genbrugsbutikker. I hjørnet af området var der dagen igennem fuld fart over opvaskestationen og viskestykker af genbrugstekstiler blev flittigt brugt.
I samarbejde med Nomi4s var der affaldssortering i de nye fraktioner som udrulles til private og senere erhverv. Dermed kan det sorterede affald genanvendes som nye ressourcer i virksomheder som Quantafuel Skive.
Følg med i udviklingen af Green Innovation Week 2023 her. Siden opdateres løbende.