I forlængelse af Green Innovation Week 2024 har Børne- og Undervisningsminister, Mattias Tesfaye, nu modtaget en række gode råd og idéer til hvordan der skabes bedre og grønnere uddannelser. De gode råd og idéer kommer fra deltagere på tværs af uddannelsessektoren og erhvervslivet i forbindelse med Green Innovation Week.
Det startede med en videohilsen fra Børne- og Undervisningsminister, Mattias Tesfaye, under panelsamtalen torsdag d. 26. september 2024 med blandt andre Nana Holstein, Analysechef i Tænketanken Mandag Morgen og Elise Sydendal fra Den Grønne Ungdomsbevægelse. Omdrejningspunktet for samtalen var fremtidens grønne arbejdsmarked og hvordan man som ung bliver en del af det.
”Green Innovation Week viser hvor mange muligheder vores uddannelsessystem og erhvervsliv rummer for både jer som unge, og for de voksne, der brændende ønsker et grønnere samfund og faktisk er frisk på at gøre noget ved det”, sagde Mattias Tesfaye i sin videohilsen til de over 3.000 fremmødte deltagere og opfodrede dem til at komme med gode råd og idéer: ”Jeg vil godt læse, hvad I har på hjerte og det vil en masse af mine kollegaer på Christiansborg også. Nogle idéer til hvordan vi skaber bedre og grønnere uddannelser”.
Som sagt, så gjort – Deltagerne kunne på det seks timer lange event i forbindelse med Green Innovation Week skrive deres gode råd og idéer til ministeren og Folketinget.
Parti- og Folketingskollega, Anne Paulin, deltog i eventet og har efterfølgende overleveret de gode råd og idéer på Christiansborg.