Hvordan bliver fremtidens landmand leverandør til byggebranchen?

Klimaerhvervsskole kobler fag og løsninger: Byggeri og landbrug mødes i Skive. Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier viser konkrete løsninger, når de som nyudnævnt klimaerhvervsskole deltager i Green Innovation Week i Skive.

Foto: Herningsholm Erhvervsskole og Gymnasier.

Plantebaserede byggematerialer, 3D-print med bioplast og tværfaglig læring i praksis. Det er nogle af de oplevelser, besøgende kan få, når Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier deltager i GIW 2025.

Her demonstrerer skolen som en del af temaområdet ’Byg en bæredygtig fremtid’, hvordan man via samarbejde mellem landbrug og byggeri kan udvikle løsninger. Der er fokus på løsninger, der både uddanner unge og skaber nye forretningsmuligheder for eksisterende virksomheder.

“Vi vil vise, hvordan den grønne omstilling kan blive konkret og praksisnær. Når en mark bliver til materiale, åbner det for helt nye forbindelser mellem brancher og nye faglige veje for de unge,” siger Nikolaj Houkjær, klimaerhvervsskolechef på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.

Byg med i et levende værksted

Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier er blevet udpeget som klimaerhvervsskole med fokus på klimavenligt landbrug og bæredygtigt byggeri. Det betyder, at skolen har forpligtet sig til at gå forrest i udviklingen af fremtidens erhvervsuddannelser med afsæt i grønne løsninger og stærke partnerskaber.

“Green Innovation Week er en vigtig platform for os. Ikke bare til at vise, hvad vi arbejder med, men til at inspirere og bygge bro. Det gælder både for unge, der skal vælge retning, og for virksomheder, der har brug for nye løsninger og samarbejder. Vi tror på fælles løsninger, faglig stolthed og på fremtidens muligheder. Og vi ser frem til at tage del i samtalen og aktiviteterne med de mange besøgende, når vi mødes i Skive,” forklarer Nikolaj Houkjær.

På klimaerhvervsskolens standområde i Skive kan man blandt andet:

  • Gætte hvilke planter der er brugt i forskellige byggematerialer
  • 3D-printe med bioplast fremstillet af majs
  • Bygge selve standområdet færdigt med biogene materialer
  • Møde elever og undervisere, der arbejder med konkrete projekter på tværs af fag

“Det handler ikke kun om tekniske løsninger, men om nye måder at tænke samarbejde på. Når landmænd og håndværkere bliver hinandens partnere, skaber vi et andet arbejdsmarked med nye muligheder. Det er vigtigt, at vi også har fokus på det i uddannelserne,” slutter Nikolaj Houkjær.

Udover klimaerhvervsskolen kan besøgende opleve aktiviteter, løsninger og materialer fra Naturpladen, Burntwood, Videnscenter for Håndværk & Bæredygtighed, Videnscenter for Jord- og Landbrug, Syddansk Erhvervsskole, Havnens Hænder, VIA University College, Asmildkloster Landbrugsskole, Jordbrugets Uddannelsescenter Aarhus, HampByg, Re-claim, Fremtidens Fundament, Skive College, Nordsten, Dan-Element, Würth, Zilmers, Proviido Skov & Natur, LF Prip Tækker, BossLadies mv.

På temaområdets scene, der er lagt op til dialoger og debatter indenfor blandt andet genbrug af byggematerialer, indeklima og trivsel, biobaseret byggeri og hvor materialerne skal komme fra.