fbpx

Samarbejde med videnscentre løfter det faglige niveau

Oplev Erhvervsskolernes videnscentre med aktiviteter, workshops og oplæg

Tidligere trælasts- og butikslokaler danner rammen når Green Innovation Week byder indenfor til en dag i den grønne omstillings tegn torsdag d. 26. september 2024 i Skive med et hav af aktiviteter. Flere af landets videnscentre har spillet en afgørende rolle i udviklingen af årets programspor:

”I år har vi fornøjelsen af at samarbejde med en række af Erhvervsskolernes videncentre i programudviklingen. Det har ikke alene højnet programmets faglige niveau, men har også bidraget til at vi kan bevare et stort fokus på tværfaglighed og kompetencer til fremtidens grønne arbejdsmarked, som er nogle af grundstenene bag Green Innovation Week”, fortæller Louise Vilsgaard, projektleder for Green Innovation Week.  

Videnscenter for Håndværk og Bæredygtighed til Green Innovation Week
Videnscenter for Håndværk og Bæredygtighed til Green Innovation Week

Samarbejdet med videnscentrene er planlagt til at fortsætte de næste år frem for blandt andet at understøtte anvendelsen af videnscentrenes læringsmaterialer indenfor den grønne omstilling. Louise Vilsgaard forklarer:

”Vi har et stort fokus på, at elever og studerende er medskabere af alt fra programudvikling og aktiviteter til fysiske rammer, markedsføring og evaluering. Ved at koble det med videnscentrenes eksisterende indsatser og materialer indenfor den grønne omstilling rammer vi direkte ind i læringsmålene på uddannelserne. Den vej kan vi sætte turbo på den grønne omstilling ved at skabe konkrete rammer for samarbejde på tværs af uddannelser, videnscentre og erhvervsliv før, under og efter Green Innovation Week, der således er kulminationen af et helt årshjul af samarbejde”.

Få indsigt i de kompetencer, der skal drive den grønne omstilling fremad

Otte af landets videnscentre afvikler aktiviteter, workshops og oplæg når Green Innovation Week afholdes torsdag d. 26. september 2024. På programmet er der blandt andet indsigt i kompetencerne til fremtidens grønne arbejdsmarked, nye teknologier, læringsmaterialer og -spil, processer og metoder til grøn udvikling og innovation mv. under overskrifterne: Hvordan bliver man en haj til bæredygtig forretningsudvikling? Hvordan programmerer man en robot? Elevens Stemme – podcastoptagelse om den grønne omstilling, Kan man lære at svejse uden metal og larm? Oplev det legende genbrugsunivers, Tip en ESG 13’er, Hvordan bringer IoT den grønne omstilling videre? Fra bæredygtig omstilling til bæredygtig indstillingOg meget meget mere. Se det fulde program på giw.dk og tilmeld dig gratis.

Mød Videnscentrene i Skive torsdag d. 26. september 2024:

  • Videnscenter for Velfærdsteknologi (Øst og Vest)
  • Videncenter for Digital Handel
  • Viden om data
  • CIU - Center for it i undervisningen
  • Videnscenter for Håndværk og Bæredygtighed
  • Videnscenter for Automation og Robotteknologi (Nord og Syd)

Green Innovation Week er støttet af Tietgenfonden.