fbpx
TIlmeld nyhedsbrev

'Jeg er stolt af det, vi har lavet'

Under Green Innovation Week 2023 har Grundforløb 1 på Skive College designet og bygget loungeområdet i Heads Up-teltet, der også husede den store scene, shop- og netværksområder.

Underviser, Jonas Jakobsen, fra Skive College fortæller, at Green Innovation Week er en måde at arbejde med nogle af de målepinde, som uddannelsen indeholder indenfor innovation og entreprenørskab.

I år har eleverne arbejdet med Green Innovation Week i to steps under grundforløbet. Først med bæredygtig byggeri, grøn udvikling og design hvor loungeområdet blev til af genbrugsmaterialer. Herefter har holdet arbejdet med forskellige Green Challenges - blandt andet fra Nomi4s, hvor PVC-plast fik nyt liv. Hele udstillingen kunne opleves ved loungeområdet i teltet. Derudover har elever fra Boligmontering på Skive College designet og syet hynder af reststof og -skum. Læs mere om samarbejdet her.

Eleverne vokser med opgaverne

År for år oplever holdet bag Green Innovation Week elever og studerendes stigende engagement omkring de forskellige aktiviteter, som programmet indeholder. Maria Wartou, eux-tømrer fortæller:

-Jeg synes, at det har været megafedt også her op til at lave alle de projekter, vi har haft gang i. Det er fedt arrangement hernede og at se så mange mennesker er dukket op. Jeg er stolt af det, vi har lavet hernede, især mit projekt, fordi jeg føler også, at jeg har lært noget nyt ved at arbejde på den her måde. Det er vigtigt at tænke bæredygtighed og grøn omstilling ind i tømrerfaget, fordi det også kommer til at være fremtiden indenfor det: Ikke at bruge nye materialer til at bygge noget, men at tænke det faktisk skal kunne holde og at jorden skal kunne holde til det vi laver.

Planer for 2024 i støbeskeen

Skive College arbejder på at koble Green Innovation Week med teori og praksis indenfor FN's 17 Verdensmål for grundforløbseleverne fremover. Her vil fokus blandt andet være grønt iværksætteri og hands-on workshops som andre besøgende kan deltage i.