I samarbejde med Greenbizz havde vi den store fornøjelse at byde 40 nordiske studerende velkommen i Elværket Skive. De studerende var i byen fra mandag d. 14. marts til og med torsdag d. 17. marts 2022. Ét af vores store mål er at udvide samarbejdet og skabe relationer til universiteterne i forbindelse med vores koncept og Green Challenges. Derfor var de studerendes besøg og casearbejde en spændende mulighed for at afprøve Camp-formatet i Elværket Skive.
Under det intense forløb stod den på undervisning i grøn innovation og grønne forretningsmodeller samt virksomhedsbesøg, casearbejde og præsentationer. Elværket Skive udgjorde samlingspunktet for undervisning og præsentationer, så stemningen i huset var helt i top. Se et sammendrag af forløbet fra TV-Midtvest her.
Vi har nu gjort os nogle erfaringer og fået skabt relationer, som vi ser frem til at udvikle og arbejde videre på.
En stor tak for samarbejdet skal lyde til Gitte Kingo og Peter Lindgren fra Greenbizz samt alle studerende, der tog turen fra nord til Skive.
GreenBizz er et toårigt projekt, der blandt andet har til formål at hjælpe små- og mellemstore virksomheder med grøn forretningsmodellering. Det sker i et nordisk samarbejde mellem universiteter i Danmark, Norge og Sverige. I Skive deltog bachelorstuderende i Innovation & Projektledelse fra Høgskolen i Østfold, Norge samt Högskolan i Halmsted, Sverige.
Samarbejdet mellem virksomheder og universiteter samt resultater og erfaringer heraf har til formål at udvikle et kursus på kandidatniveau i grønne forretningsmodeller (Kilde: Greenbizz.eu).