Merkura - videnscenter for merkantil udvikling sætter bæredygtighed i spil.
Brætspil og konkurrencer erstatter kedelige PowerPoints, når Merkura sætter grøn forretningsforståelse på programmet ved Green Innovation Week 2025. Merkura inviterer nemlig til spilcafé, hvor deltagere får mulighed for at få bæredygtighed ind under huden gennem leg.
Når vi samler over 4.000 elever, studerende, undervisere og virksomheder i Skive den 25. september bruges brætspil, kort og pointtavler som didaktisk døråbner til at blive mere dus med begrebet bæredygtighed. Bæredygtighed kan nemlig opleves som både bøvlet og besværligt at gå til, og det vil Merkura gøre noget ved:
"Vi bruger spil, fordi det virker. Når man spiller, engagerer man sig, reflekterer, konkurrerer og samarbejder. Det skaber motivation og læring på en måde, som PowerPoint sjældent kan," siger Pia Bødker, bæredygtighedskonsulent hos Merkura.
I spilcaféen i temaområdet Form fremtidens bæredygtige forretning kan deltagerne prøve “Sikke et spild” og ”Værdig”.
I ”Sikke et spild” får deltagerne syn for sagen, hvor meget spild vores samfund producerer og accepterer inden for brancher som fx mode, emballage og transport. Spillet lægger op til at se spild som forretningsmuligheder.
”Værdig” er en nyfortolkning af det elskede Matador-univers, hvor det nu ikke kun handler om at købe og sælge for at maksimere profitten, men i stedet om at skabe social og miljømæssig værdi. Vinderen er den, som formår at bygger den mest bæredygtige forretning.
Spillene er målrettet merkantile erhvervsuddannelser, følger faglige mål og er udviklet til undervisningsbrug.
På Merkuras stand er der også mulighed for at se på undervisningsmaterialer, få en snak med fagkonsulenter om værdien af gamification i undervisningen og flere måder at gøre undervisningen mere engagerende og grøn.
Green Innovation Week er støttet af Tietgenfonden, Norlys Vækstpulje, Spar Vest Fonden og Skive Kommune.