fbpx
TIlmeld nyhedsbrev

Oplev fremtiden for industriparker med GreenLab - The Game

Forestil dig en spilverden á la de populære SimCity-spil, hvor du bygger din egen industripark og samtidigt lærer at koble virksomheder og ressourcer i fremtidens industri.

GreenLab – The Game er en innovativ spilverden, der giver dig mulighed for at designe og drive din egen symbiosepark. Med inspiration fra SimCity tager spillet konceptet til et nyt niveau ved at fokusere på ressourcedeling og virksomhedssymbioser. Med andre ord, så lærer du om industrielt samarbejde og bæredygtighed på en tilgængelig, sjov og udfordrende måde, hvor du samtidigt skal tænke strategisk om fremtiden.

I GreenLab - The Game - hvor du kan spille i tre forskellige kategorier

Bag om spillet:

Stærkt samarbejde med HTX-elev

GreenLab Academy har skabt spillet i samarbejde med Lukas Dahl, HTX-elev fra Skive College, der har stor passion for programmering. Samarbejdet begyndte gennem GreenLabs forskningsafdeling, der har afviklet en række events med Coding Pirates. Her stiftede de bekendtskab med Lukas Dahl’s evner indenfor programmering. Processen har været en lærerig rejse, hvor design og udvikling har foregået side om side med test og feedback for at sikre en balance mellem funktionalitet og brugervenlighed.
”Jeg har primært stået for den praktiske udvikling af spillet i forhold til programmering og 3D-modellering og har samtidigt været med til at planlægge hvad, der skulle implementeres i spillet, og hvordan vi kunne gøre det. Programmering er en del af min studieretning, og jeg har programmeret i nogle år i fritiden også. Det har været fedt med et fritidsjob indenfor min interesse og det har giver mig gode erfaringer, som jeg kan bruge i fremtiden”, fortæller Lukas Dahl.

Udviklingen slutter ikke her

Mathias Damgaard Mørch, Academy Manager ved GreenLab Academy, fortæller, at der er ambitioner om at udvide spillets kompleksitet, og at de overvejer at introducere nye elementer:

”Vores nuværende tanker er, at de virksomheder man placerer i parken får liv. Altså oplever interne udfordringer, udviklingsspring, fald i produktion mv. som man vil skulle forholde sig til. En udfordring kunne for eksempel være, at en virksomhed i symbiosen fjerner et restprodukt ved at ændre på produktionen. Det vil få konsekvenser for den virksomhed, der anvender restproduktet til egen produktion, som man skal forholde sig til i spillet. Derudover vil vi gerne have flere grønne energikilder ind, så der er mulighed for at veksle mere, og så skal vejrforhold og biodiversitet også være elementer man i fremtiden skal forholde sig til i spillet”, forklarer Mathias Damgaard Mørch.

Vil du prøve kræfter med GreenLab - The Game?

Læs mere om spillet og download det ved at klikke på linket herunder:

Hent spillet

GreenLab testede prototype af spillet under Green Innovation Week 2023. Fra venstre: Linda Fejerskov, Christian Dalgaard Sørensen og Mathias Damgaard Mørch

Støtte til spiludvikling

Udviklingen af GreenLab - The Game - er støttet med midler fra Skive Kommunes grønne pulje i forbindelse med Green Innovation Week 2023.

Vi har to nye og spændende Green Challenges fra NewRetex og GreenLab på vej. Læs mere herunder og få et par sneak peeks inden de endelige versioner offentliggøres i løbet af maj 2023.

På optagelse ved New Retex

NewRetex

NewRetex arbejder med tekstiler og genanvendelse i et cirkulært loop. De arbejder med indsamling og sortering af brugte tekstiler, så de kasserede produkter kan få nyt liv.

NewRetex's Green Challenge handler først og fremmest om et umodent marked for recyclede stoffibre uden nogen som helst standardisering. Derudover er tekstilindustrien kendt for en lang og kompliceret værdikæde med store afstande mellem producent og aftager. Arbejdet med denne Green Challenge kan blandt andet byde på:

Opdateret: Studerer du indenfor forretningsudvikling måske som ingeniørstuderende indenfor forretningsspecialisering eller miljø, så er er den grønne udfordring klar her.

GreenLab

I et samarbejde med DTU Sustain omkring vand i elektrolyse er der en række udfordringer, der ønskes belyst af studerende, der ønsker at arbejde med tekniske aspekter, energiforbrug til vandrensning, vanskelighederne ved at levere en så høj renhed af vand eller fordelene ved vandets renhed for elektrolysatorernes levetid:

Opdatering: GreenLabs Challenge om vand i elektrolyse er klar her.

Erhvervsparken GreenLab ved Kaastrup, nord for Skive.

Selvom uddannelsesinstitutionerne rundt om i landet kører forskellige semesterforløb, kan det allerede nu være en god idé at søge inspiration til forskellige praksisnære cases. Med Green Innovation Makers bliver du helt klar til studiestart.

Vi gør det nemlig let tilgængeligt for dig at arbejde praksisnært med forskellige emner inden for den grønne omstilling. Vores Green Challenges fungerer som et katalog af casemateriale fra virksomheder og organisationer, du kvit og frit kan bruge hvad end du er elev, studerende, underviser, vejleder eller lignende.

Pr. januar 2023 har vi 24 spændende cases klar til dig. Se dem alle her.

Kom godt i gang ved studiestart

Green Challenges er udviklet for bygge bro mellem uddannelser og erhverv samt for at elever og studerende allerede under uddannelse stifter bekendtskab med reelle grønne udfordringer og udvikler kompetencer inden for grøn omstilling.

Spar tid i forberedelse og i indgåelse af aftaler med virksomheder og organisationer

Aftalerne er indgået på forhånd via Green Innovation Makers' samarbejde med virksomhederne og organisationerne. Det vil sige, at alle vores Green Challenges er klar til brug, og du behøver ikke bruge tid på hverken at finde virksomheden eller etablere kontakt.

Få konkrete og praksisnære cases, der understøtter din teoriundervisning

Er teoriundervisningen nogle gange svær at omsætte til praksis? Ved at bruge Green Challenges kan du trække forskellige teoretiske værktøjer ned over en konkret case, hvilket kan gøre det lettere for elever og studerende at omsætte teorien til praksis.

Omsæt teori til praksis med udgangspunkt i grøn omstilling

Udover at Green Challenges gør det lettere at omsætte teori til praksis, så er tager alle Green Challenges udgangspunkt i udfordringer inden for den grønne omstilling. Denne vinkel giver elever og studerende mulighed for at få konkrete eksempler på, hvordan det kommende arbejdsmarked ser ud, uanset hvilken fagretning man hører under. Dertil bliver det i arbejdet med en konkret grøn udfordring muligt at udvikle forskellige kompetencer inden for grøn omstilling allerede under uddannelse.

Inddrag ét eller flere Verdensmål i dine studerendes cases

Alle Green Challenges peger på ét eller flere af FN's 17 Verdensmål, så derfor kan Green Challenges også bruges til at understøtte kendskabet til Verdensmålene og hvordan virksomheder og organisationer kan arbejde med disse.

Hør erfaringer fra brugere af Green Challenges

I videoen kan du høre forskellige målgrupper udtale sig om, hvordan de har anvendt Green Challenges, og hvad de har fået ud af det.

Forskellige brugere af Green Challenges fortæller om deres erfaringer.

Læs udvalgte historier, hvor Green Challenges anvendt:

- Kommende oplevelsesøkonomer skaber bæredygtig kvalitetsturisme i Destination Limfjorden

- Hvordan ser fremtidens bæredygtige e-handel ud? 

- Aarhus Universitet anvender Green Challenge i semesterforløb

- Upcycling af restmaterialer fra Salling Autogenbrug

Sådan fungerer det

Som underviser, vejleder, elev, studerende mv. har du mulighed for at anvende Green Challenges som udgangspunkt for din egen undervisning eller dit eget projekt. Vi stiller video, links og uddybende materiale til rådighed i samarbejde med den pågældende virksomhed eller organisation. Herefter er det op til dig, hvordan materialet anvendes; om det er som beskrevet i casen eller i brudstykker, der passer ind i f.eks. din undervisning eller projektforløb. Nogle Green Challenges er meget fagspecifikke, hvor andre er mere åbne og kan anvende af flere forskellige fagretninger. Grundtanken er, at det er muligt at byde ind med løsningsforslag eller idéer på tværs af studieretninger eller måske endda arbejde videre med løsninger fra andre studieretninger. Bemærk: Enkelte virksomheder har beskrevet foretrukne fagretninger på Green Challenge-siden.

Linda fra Green Innovation Makers fortæller kort om brugen af Green Challenges.

Skal din løsning eller idé være synlig under den enkelte Green Challenge? Så kontakt Linda Routh Kærgaard på lik@bskive.dk.

Af: Destination Limfjorden

En ø i Limfjorden har mere end 200 000 besøgende om året, men der skal tænkes grønt for at vinde turisternes tillid i fremtiden.

Fur havde d. 20. september 2022 et besøg af 36 unge studerende, som er lige startet op på deres kandidatuddannelse indenfor oplevelsesøkonomi på Aarhus Universitet. Det skete i forbindelse med et semesterlangt forløb i faget kulturanalyse i sparring med Destination Limfjorden, hvor de fremtidige oplevelsesøkonomer skal arbejde med den bæredygtige turisme i Limfjordsområdet.

Oplæg i café 'På Herrens Mark'. Foto: Ruslan Merzlyakov, Destination Limfjorden
 

På caféen ”På Herrens Mark” blev de 36 kandidatstuderende introduceret til idéen om den grønne innovation, som den tidligere Furbo og repræsentant af Green Innovation Makers, Stefan Tholstrup Schmidt, holdt et oplæg om. Derefter var det selve caféens vært, Jørgen, som fortalte til studerende om øens erhvervsliv. Hovedbudskabet i hans oplæg var, at virksomhederne ”på sådan en bitte ø” skal gøre alt for at skabe den bedste oplevelse for gæsterne – også hvis det kræver at åbne restauranten på en mørk vinteraften, når alt er lukket og slukket fordi det er lavsæson.

Til sidst var det Destination Limfjordens bæredygtighedskonsulent, Bo Immersen, som kom på banen med nøgledata om turisme samt stigende fokus på den grønne omstilling i området. Dog er det stadig uklart for mange virksomheder, hvad bæredygtighed egentlig er og hvordan fortolker man gæsternes efterspørgsel på bæredygtige oplevelsesprodukter i den post-pandemiske verden.

Bo Immersen, bæredygtighedskonsulent, Destination Limfjorden introducerer nøgletal. Foto: Ruslan Merzlyakov, Destination Limfjorden.

Siden bæredygtighed rummer mange elementer i sig, har flere studerende vist sin nysgerrighed i destinationsselskabets initiativ om den grønne turisme ved at stille interessante spørgsmål. Og endnu flere studerende kommenterede, at de glæder sig til at kigge nærmere på problemet samt brainstorme potentielle løsninger som deres første store opgave. Se Destination Limfjordens Green Challenge her.

Se flere billeder fra dagen herunder:

Fotos: Ruslan Merzlyakov, Destination Limfjorden.

Fredag d. 20. maj havde vi den store fornøjelse at byde forretningsingeniørstuderende fra Aarhus Universitet - AU Herning - Institut for Forretningsudvikling og Teknologi  velkommen i Skive. Besøget var en del af afslutningen på et semesterforløb, hvor flere af vores Green Challenges er anvendt som cases i projektarbejdet. I samarbejde med Skivemødet og GreenLab Skive pitchede de studerende løsninger for virksomhederne bag de grønne udfordringer. Derudover blev der tid til at gå på opdagelse i Skivemødets program samt Skive Jobfestival, hvor lokale virksomheder stod klar med spændende stillinger. Læs mere fra dagen herunder:

Velkomst i Elværket Skive

Allerede kl. 8.30 ankom bussen med studerende i Elværket Skive. Her stod den på morgenmad og en hurtig rundvisning. Viceborgmester i Skive, Mogens Birkelund, prioriterede at komme forbi og byde holdet velkommen til Skive. Han gav dem en kort peptalk om egnens grønne udvikling og de muligheder, der venter her efter uddannelsen. Herefter stod den på pitch i Elværket for Salling Autogenbrug og Vækstteamet Skive. Salling Autogenbrug har stillet en Green Challenge om upcycling af restmaterialer fra skrottede biler, og hvordan disse materialer kan anvendes i nye forretningsmodeller.

Vækstteamet er en ny enhed, der understøtter Skiveegnens nye Vækststrategi og er forankret i Business Skive. Her er den grønne udfordring tredelt og omhandler industriel recirkulering af affald fra blandt andet gulv- og plastikproducenter.

De sidste grupper pitchede i GreenLab-teltet på Skivemødet for Ebbe Kruse Vestergaard, Research Director fra GreenLab Skive og erhvervskonsulent Christopher Gade fra Business Skive samt for publikum i teltet.

Afslutning med paneldebat

Dagen sluttede af med deltagelse i paneldebatten 'Grønne uddannelser til de grønne områder'. Her deltog Louise Vilsgaard, Green Innovation Makers, Anders Frederiksen, Institutleder fra Aarhus Universitet, Christopher Sorensen, CEO fra GreenLab Skive samt Mikkel Haarder, underdirektør i Dansk Industri.

Under samtalen blev det blandt andet drøftet, hvordan flere får kompetencer indenfor grøn omstilling allerede under uddannelsen, hvordan man undgår at uddannelserne er forældede, når de studerende rammer arbejdsmarkedet og ikke mindst hvordan den grønne omstilling ikke kun skal ske i de store koncerner men at man igennem studiesamarbejder kan implementere grønne tiltag i små- og mellemstore virksomheder.

Se billeder fra hele dagen her

Et hold studerende fra Aarhus Universitet har netop færdiggjort et semesterforløb, hvor de har haft mulighed for at tage udgangspunkt i Green Challenges her fra siden. Samarbejdet er indgået med professor Peter Lindgren, der også deltog i paneldebatten om Green Innovation Week under Skivemødet i september 2021.

Forud for Green Innovation Week fortæller Peter Lindgren, at universitetet er interesseret i at finde virksomheder, der gerne vil arbejde med grøn forretningsmodellering. De har brug for, at deres studerende får virkelige cases og rigtige data at arbejde med i projektforløbene. Dertil er det vigtigt, at casematerialet har højde nok til at matche deres niveau på universitet. I dialoger med Green Challenge-virksomheder kickstartede de studerende et længere semesterforløb under Green Innovation Week. 

I starten af 2022 er semesteret afsluttet og vi har talt med Jesper Riddersholm og hans studiegruppe omkring deres forløb. De valgte at samarbejde med Nomi4s omkring denne Green Challenge: Hvordan kan resttræ og træmøbler genanvendes eller redesignes til nye formål fremfor at ende som affald? 

Nye arbejdsprocesser

Jesper Riddersholm fortæller, at man som ingeniør er vant til at kunne sætte to streger under facit. Derfor har Nomi4s’ Green Challenge givet anledning til at tænke anderledes og studiegruppen har indsamlet data med nye metoder for at få den bæredygtige vinkel med. De har kombineret fagundervisningen indenfor blandt andet strategi, afsætning og økonomi med grøn omstilling og det har givet en anden forståelse for problematikkerne bag casen. Jesper Riddersholm giver udtryk for, at de kan tage de nye metoder og forståelsen for grøn omstilling med sig videre i deres kommende arbejdsliv

Løsningen  

Da der netop ikke er to streger under facit i denne case, så fortæller Jesper Riddersholm, at de har identificeret en række udfordringer ved at modtage resttræ direkte fra genbrugspladsen som producent eller virksomhed. Derfor forslår de, at Nomi4s kan agere mellemled inden træet kommer helt ud på genbrugspladsen. Det er en rolle, hvor Nomi4s kontakter potentielle modtagere af træet efter henvendelse fra borgere, der har resttræ i overskud. Jesper Riddersholm nævner, at træet ofte er ødelagt og har affaldstitlen på sig, når det lander på genbrugspladsen. Derfor skal historien bag træet fremhæves, da det ofte er den gode historie, som sælges videre i forbindelse med upcycling af træet. Det kræver en lang række andre dokumentationer og der er flere faktorer, der gør denne løsning kompleks. Løsningen kræver dermed yderligere undersøgelser. 

Samarbejdet med Nomi4s

Under Green Innovation Week var de studerende på rundtur og virksomhedsbesøg på Skiveegnen. Udover dialogerne i Elværket Skive og virksomhedsbesøget har de løbende været i kontakt online med Nomi4s i deres projektforløb. Jesper Riddersholm fortæller, at de er enormt glade for samarbejdet med Nomi4s, der har været til rådighed ved behov.  

Udbytte af forløbet 

Selvom der har været mange teorier at sætte sig ind i, og læringskurven har været stejl, så er studiegruppen glade for den læringsproces, de har haft undervejs. Muligheden for at indgå samarbejde med Nomi4s via Green Innovation Makers har sparret studiegruppen en masse tid i begyndelsen af semesteret. At der så er en vinkel på den grønne omstilling kan aldrig være en dårlig idé, slutter Jesper Riddersholm af.  

Se studiegruppens løsning her:  Upcycling af resttræ

Én af de mere visuelle Green Challenges er fra Energibyen Skive, der søger inspiration til fremtidens bæredygtige studiemiljø. Et bæredygtigt studiemiljø i Skive skal være del af elværkskvarteret, hvor der allerede nu er igangsat og samlet forskellige aktiviteter i Elværket Skive, Skiveegnens nye innovationsmiljø. Der er planer om at skabe en ny bydel omkring aktiviteterne og at lade den gamle slagterigrund indgå i planerne.  Studiebyen skal være bæredygtig og bygges op omkring et stærkt fællesskab. Sådan lyder nogle af budskaberne i Energibyen Skives Green Challenge.

Energibyen Skive er forankret i Skive Kommunes afdeling Erhverv & Udvikling og arbejder målrettet med at gøre Skive Kommune selvforsynende med vedvarende energi i 2029. Gennem udviklingsprojekter sikres den bæredygtige udvikling samtidigt med at der er øje for egnens erhvervsliv og bosætning. En Green Challenge er derved en oplagt mulighed for Energibyen Skive at skabe et projekt sammen med målgruppen for fremtidens studieboliger, nemlig de studerende selv.

”Mange af idéerne, tænker vi, at man overhovedet ikke kunne komme på her i Skive. Det har været dejligt for at se, hvad der rører sig i den målgruppe, vi faktisk gerne vil lave de her ting til. Det er jo dem, der skal bo her, der faktisk har lavet de fedeste ting til sig selv”, udtaler projektleder i Energibyen Skive, Karl Krogshede efter første runde af præsentationer.

To studieretninger har udarbejdet løsningsforslag, der vakte stor begejstring i Energibyen Skive. Karl Krogshede fortæller, hvordan at den ene præsentation efter den anden blæste ham bagover. Han er utrolig imponeret over, hvordan de studerende har tænkt ud af boksen. Idéerne blev præsenteret af studieretningen Kommunikation, IT og Design på HTX, Skive College samt Arkitekturlinjen fra Krabbesholm Højskole.

De grønne idéer blev visualiserede på forskellig vis i prototyper og plancher, der efterfølgende har været udstillet i Søndercenteret Skive og Elværket Skive. William Seidenfaden fra Arkitekturlinjen på Krabbesholm Højskole fortæller om projektet: ”Det fede har været, at vi har haft et konkret projekt at tage udgangspunkt i, altså at det ikke er noget, der er abstrakt eller noget, der faktisk ikke eksisterer, men det er noget, der decideret er en grund til og en byggeplads til. Vi har haft nogle ret rene linjer samtidig med, at vi har haft frihed til at bestemme, hvilken retning vi skal gå med projektet”. Blandt idéerne er der for eksempel tænkt områdets biodiversitet ind, udnyttelse af Karup Å i områdets baghave og hvordan parkeringshuse kan forsyne el-biler med strøm i bydelen. Se de mange bud og læs mere om tankerne bag herunder:

Løsningen

Idéer fra HTX, Skive College 

Idéer arketekturlinjen, Krabbesholm 

E-handel er i vækst
E-handel har i mange år været i vækst, og der er ingen tvivl om, at Coronakrisen har sat yderligere skub i handlerne online. Nedlukning på nedlukning har givet nye vaner, og især dagligvarehandlen har oplevet vækst online. Ifølge Dansk Erhverv Digital Handel steg onlinesalget med 5% i 2. halvår i 2020, hvilket egentlig er overraskende, når flere brancher var delvist eller helt nedlukkede. Rejsebranchen bidrager for eksempel med en stor andel af den samlede omsætning online, men var nedlukket i ovennævnte periode. Andre brancher har derfor haft ekstra travlt, når det samlede salg er steget. Med den øgede online handel er det interessant at få en bæredygtig vinkel på nogle af de problematikker, der kan opstå i en vækstperiode. Derfor har Cykelpartner.dk stillet fire konkrete udfordringer i deres Green Challenge:

  1. Reducer spildplads i pakkerne
  2. Reducer spildplads i lastbilerne
  3. Reducer transporttid og distance
  4. Transparent og dokumenterbar kommunikation

Fremtidens kommende e-handlere fra Skives nye professionsbachelor i e-handel er kommet med bud på løsninger. I et intenst forløb under Green Innovation Week udarbejdede e-handelsstuderende fra 1. semester løsningsforslag på de fire udfordringer. Underviser og koordinator på uddannelsen, Louise Krogh Balle, udtaler: "Det har været et utrolig godt faciliteret setup, hvor jeg som underviser egentlig bare skullet tage de her udfordringer, som var prædefinerede, og sætte dem i anvendelse".

De konkrete udfordringer fra Cykelpartner.dk resulterede i en række idéer og løsningsforslag, som har vakt stor begejstring. De studerende har modtaget ros for deres arbejde på trods af den korte projektperiode. Cykelpartner.dk's forretning er tænkt ind i løsningerne, så de rent faktisk kan give mening for virksomheden at kigge ind i. Christina Sprogøe Thomasbjerg fra uddannelsen udtrykker glæde over at uddannelsen også indeholder bæredygtighed. Hun ser grøn omstilling som noget, at man ikke kan komme udenom idag og understreger, at det også fremover skal tænkes ind i e-handel.

Der er mulighed for at se løsningerne samt billeder fra forløbet herunder.

Løsningsforslag fra e-handelsstuderende:

En Green Challenge fra Kultur- og Familieforvaltningen i Skive Kommune omhandler rollen som formidlere af grøn omstilling til børn og unge. Hvordan understøttes læringen om bæredygtighed og grøn innovation bedst i folkeskolen, så det ikke hele tiden bliver en løftet pegefinger og en dommedagsprofeti? Hvordan motiveres og inspireres elever i folkeskolen til at forstå og interessere sig for grøn omstilling?

Udfordringen blev grebet af kommende lærere fra Læreruddannelsen i Skive, hvor fysik/kemi-studerende har koblet et oplagt emne på deres forløb i undervisningen. Forløbet var tilrettelagt som en slags meta-challenge, da de under deres arbejde observerede en 8. klasses arbejde med en anden Green Challenge i fysik/kemi. Efterfølgende er folkeskoleeleverne blevet interviewet af de studerende, således deres lærerrolle blev belyst i en kontekst som formidler.

Afslutningen på denne challenge var en dialog mellem lærerstuderende og repræsentanter fra Kultur- og Familieforvaltningen i Skive Kommune. Dermed har man som studerende kunnet bidrage til problemstillingen med flere forskellige vinkler og løsningsforslag. Det har i første omgang handlet om at skabe et udgangspunkt og en bevidsthed omkring den kommende rolle som formidler af og læring om grøn omstilling.

Hovedpointer fra dialogen er samlet nedenunder, så det er muligt at se hvilke vinkler på problemstillingen, der er bragt i spil. Det handler i høj grad om forståelsen af, hvilket udgangspunkt og interesse barnet har, derefter koblingen med grøn omstilling samt hvilke motivationsfaktorer, der skal i spil. Læs mere neden under eller klik på hele præsentationen:

Uddrag fra dialog mellem Læreruddannelsen i Skive og Kultur- og Familieforvaltningen fra Skive Kommune:

Se hele præsentationen her: Dialog mellem Læreruddannelsen i Skive og Kultur- og Familieforvaltningen fra Skive Kommune

Designelever fra Krabbesholm Højskole sprang på udfordringen, da Salling Autogenbrug stillede en Green Challenge. Salling Autogenbrug arbejder i forvejen ud fra en grøn profil, hvor de afmonterer og genbruger reservedele, metaller og jern fra udtjente biler. Der er dog stadig mange restprodukter som glas, tekstil, airbags, gummi mv., der knuses og dermed ikke genbruges. Upcycling af disse materialer kan bidrage til en helt ny forretningsgren hos Salling Autogenbrug. Deres profil kan derfor blive endnu grønnere til gavn for os alle.

Under elevernes arbejde gjorde Krabbesholm Højskole brug af gæsteunderviser Bonnie Hvillum fra Natural Material Studio. Dette er et eksempel på, hvordan uddannelserne tilrettelægger arbejdet med Green Challenges, så det passer ind i deres forløb og fag. Natual Material Studio specialiserer sig i cirkulære designprincipper og er derfor en oplagt samarbejdspartner i forbindelse med upcycling.

Eleverne tog teten og planlagde, udover designarbejdet, at udstille deres færdige værker. Udstillingen 'Waste To Value' kunne ses i Søndercenteret i Skive, der også dannede rammen om præsentationerne for Salling Autogenbrug. Værkerne er efterfølgende kommet til Elværket i Skive som inspiration til andre i iværksættermiljøet.

Både elever og Salling Autogenbrug giver udtryk for, at det har været spændende og lærerigt at deltage i Green Innovation Week. Amanda Hovgaard Reyes fra designlinjen fortæller: "Det har været virkelig spændende at give materialet et nyt liv og arbejde med det her material driven design - og tage udgangspunkt i materialet til at skabe et nyt design".

Vi har fået tilsendt elevernes præsentationer, så der er mulighed for at se alle de kreative og inspirerende designs. Derudover kan der læses lidt om tankerne bag de forskellige projekter. Det er imponerende, hvad der er kommet ud af restmaterialer og kreativitet. Vi ser frem til at følge Salling Autogenbrugs udvikling af forretningen og ikke mindst eleverne, der på den anden side af højskoleopholdet har fået input til upcycling og grøn iværksætteri.

Se alle løsninger og præsentationer her: