Én af de mere visuelle Green Challenges er fra Energibyen Skive, der søger inspiration til fremtidens bæredygtige studiemiljø. Et bæredygtigt studiemiljø i Skive skal være del af elværkskvarteret, hvor der allerede nu er igangsat og samlet forskellige aktiviteter i Elværket Skive, Skiveegnens nye innovationsmiljø. Der er planer om at skabe en ny bydel omkring aktiviteterne og at lade den gamle slagterigrund indgå i planerne. Studiebyen skal være bæredygtig og bygges op omkring et stærkt fællesskab. Sådan lyder nogle af budskaberne i Energibyen Skives Green Challenge.
Energibyen Skive er forankret i Skive Kommunes afdeling Erhverv & Udvikling og arbejder målrettet med at gøre Skive Kommune selvforsynende med vedvarende energi i 2029. Gennem udviklingsprojekter sikres den bæredygtige udvikling samtidigt med at der er øje for egnens erhvervsliv og bosætning. En Green Challenge er derved en oplagt mulighed for Energibyen Skive at skabe et projekt sammen med målgruppen for fremtidens studieboliger, nemlig de studerende selv.
”Mange af idéerne, tænker vi, at man overhovedet ikke kunne komme på her i Skive. Det har været dejligt for at se, hvad der rører sig i den målgruppe, vi faktisk gerne vil lave de her ting til. Det er jo dem, der skal bo her, der faktisk har lavet de fedeste ting til sig selv”, udtaler projektleder i Energibyen Skive, Karl Krogshede efter første runde af præsentationer.
To studieretninger har udarbejdet løsningsforslag, der vakte stor begejstring i Energibyen Skive. Karl Krogshede fortæller, hvordan at den ene præsentation efter den anden blæste ham bagover. Han er utrolig imponeret over, hvordan de studerende har tænkt ud af boksen. Idéerne blev præsenteret af studieretningen Kommunikation, IT og Design på HTX, Skive College samt Arkitekturlinjen fra Krabbesholm Højskole.
De grønne idéer blev visualiserede på forskellig vis i prototyper og plancher, der efterfølgende har været udstillet i Søndercenteret Skive og Elværket Skive. William Seidenfaden fra Arkitekturlinjen på Krabbesholm Højskole fortæller om projektet: ”Det fede har været, at vi har haft et konkret projekt at tage udgangspunkt i, altså at det ikke er noget, der er abstrakt eller noget, der faktisk ikke eksisterer, men det er noget, der decideret er en grund til og en byggeplads til. Vi har haft nogle ret rene linjer samtidig med, at vi har haft frihed til at bestemme, hvilken retning vi skal gå med projektet”. Blandt idéerne er der for eksempel tænkt områdets biodiversitet ind, udnyttelse af Karup Å i områdets baghave og hvordan parkeringshuse kan forsyne el-biler med strøm i bydelen. Se de mange bud og læs mere om tankerne bag herunder:
Idéer fra HTX, Skive College
Idéer arketekturlinjen, Krabbesholm